Hvad vil vi?

Sexarbejde skal anerkendes som et lovligt erhverv
SIO arbejder for, at sexarbejdere får samme rettigheder og muligheder som andre arbejdstagere og selvstændige. Herunder adgang til A-kasse, dagpengeret, erhvervsforsikring m.v.

Målet er at sikre gode og trygge arbejdsforhold, og der skal tilbydes kurser vedrørende bl.a. sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold, regnskab og revision, sociallovgivning samt skatte- og momslovgivning.

Lovgivningen om arbejdsmiljø skal udstrækkes til at dække sexarbejde, således at myndighederne udarbejder regelsæt for branchen, ligesom det gælder for andre brancher. Lovgivningen om sexarbejdere skal sikre rettigheder for alle, men først og fremmest skal den sikre rettighederne for de sårbare mennesker i faget.

SIO ønsker desuden, at der forud for gennemførelse af enhver form for regulering på sexarbejderområdet, skal gennemføres uvildige undersøgelser af effekten heraf. På denne måde sikrer man, at reguleringen i sig selv ikke er til mere skade end gavn for sexarbejderne.

Ingen kriminalisering af sexarbejde
Vi er imod enhver form for kriminalisering af sexarbejderbranchen. Kriminalisering har alvorlige skadesvirkninger og vil alene skabe grobund for øget udnyttelse, forøget sundhedsrisiko, vold og kriminalitet i branchen. Og det er de dårligst stillede sexarbejdere, der vil blive hårdest ramt. Regulering eller kriminalisering bør ikke foreslås vedtaget alene ud fra “signalværdi”, hvor forbud blot indføres af principielle årsager.

Rufferiloven ud af lovgivningen
Diskriminationen af sexarbejdere og vores fag skal fjernes fra lovgivningen, så vi opnår de samme rettigheder som alle andre i samfundet.

Rufferiloven (straffelovens §228 og §229 som kan læses her) skal afskaffes eller ændres markant, for som Rufferiloven er udformet nu, diskriminerer den sexarbejderne. Ligesom alle andre vil vi have ret til at samarbejde med andre, der også tjener penge på vores arbejde, uden at der er tale om økonomisk udnyttelse. Vi ønsker lovlige samarbejdspartnere, som kan kontrolleres af arbejdstilsynet, samt evt. en godkendelse og tilladelse rettet mod de mennesker, der administrerer sexarbejdernes arbejde.

Fagligt netværk og rådgivning – en større social indsats
Vi ser gerne, at staten støtter en faglig organisering af nuværende og tidligere sexarbejdere. Denne organisering skal fungere som rådgivende og støttende netværk for sexarbejdere i de tilfælde, hvis de får brug for hjælp og støtte.

Det faglige netværk skal tilbyde retshjælp samt rådgivning om rettigheder, regnskab og økonomi. Netværket skal desuden yde nuanceret rådgivning til personer, som overvejer at starte i branchen, samt hjælpe sexarbejdere til at forfølge andre valgmuligheder, hvis de ønsker det.

En sådan organisering af sexarbejdere skal være behjælpelig for politikere og sociale myndigheder, der ønsker at få større indsigt i branchen og følge udviklingen. Organisationen skal møde sexarbejderne med åbent sind. Den skal ikke på forhånd have defineret en enkelt løsning – at forlade branchen er ikke den eneste løsning på sociale problemer.

Sexarbejdere med på råd
Prostituerede skal i højere grad med på råd, når der forhandles lovgivning om deres arbejde. Vi ønsker derfor et råd, der kan rådgive politikere og myndigheder. Det skal sammensættes med et flertal af sexarbejdere, men også andre relevante organisationer kan være repræsenterede.

Rådet bør blandt andet bidrage til fx Servicestyrelsens eller andre tilsvarende myndigheders redegørelser om prostitution. Et sådant råd vil samtidig være en praktisk måde at overholde Europarådets anbefaling (som kan læses her) på. Ifølge anbefalingen skal sexarbejdere høres i alle spørgsmål, der vedrører dem.

Et newzealandsk forbillede
SIO bliver ofte spurgt om, hvad vores drømmescenarie i virkeligheden er. Vi ser lovgivningen i New Zealand som et forbillede. Den New Zealandske lov repræsenterer et skift fra en moralsk prædikende til en sundheds- og rettighedsmæssig dagsorden til sexarbejdere. Lovens specifikke mål er “harm reduction” (skadesreduktion).

Hensigten med den newzealandske lovgivning var hverken at fremme eller forbyde sexarbejde, men blot at mindske skadesvirkninger. Sexarbejdere skulle arbejde under samme lovmæssige beskyttelse omkring arbejdsmiljø, forsikring, sundhed og ordnede arbejdsforhold som andre i samfundet. Denne type lovgivning ville nemt kunne tilpasses danske forhold.