”Okay sex og gode penge”

JP-Indland lørdag d. 26 dec 2009
Maria Lutzen

Interview: Hun er blevet kendt som talskvinde for Sexarbejdernes InteresseOrganisation. Susanne Møller fortæller, hvordan hun som ”fladbarmet husmor på 40” for fem år siden opgav jobbet som sygeplejerske og blev prostitueret

Hun har skruet sin slanke krop ned i en rød lakkjole. Lårene er blottede, og fødderne balancerer i sylespidse stiletter. Det er den 40-årige Susanne Møllers første arbejdsdag som prostitueret og uden at ane, hvad forskellen er på ”dansk” og ”fransk” og de mange andre sexydelser på klinikkens menukort, åbner hun døren for sin første kunde. En pæn, midaldrende mand, der har helt styr på, hvad han vil have, og som med glæde guider hende gennem menukortets kodesprog. En halv time senere smider Susanne Møller det brugte kondom ud og skifter lagen. 900 kroner rigere og med en boblende følelse i kroppen.
»Det var så fedt. Sød mand, okay sex og gode penge. Tænk, at der var nogen, der ville betale for sex med en fladbarmet husmor på 40,« husker hun tilbage i dag, fem år efter. Men oplevelsen var også anderledes, end hun havde forventet.

»Min fascination af sexarbejde begyndte som for mange andre kvinder med en fantasi om at dyrke sex for penge. Der var noget beskidt over det, noget ydmygende ved at være tvunget til det. Den tanke tændte mig og var grunden til, at jeg overhovedet prøvede det. Men fantasien havde ikke hold i virkeligheden. Jeg oplevede i stedet at have en enorm magt over kunderne, når de blottede deres inderste lyster for mig. De blev ekstremt sårbare,« fortæller hun.

Den første succesoplevelse som prostitueret blev til flere, og efter et halvt år med en enkelt vagt om ugen på klinikken, traf hun beslutningen: Hun ville leve af at være sexarbejder. Jobbet som sygeplejerske på et hospital i provinsen blev sagt op, og hun lod sig momsregistrere.

»Det var et stort skridt. Indtil da havde det været en leg og en hemmelighed mellem min mand og mig, og pludselig skulle skattevæsnet involveres,« fortæller Susanne Møller, som grundigt overvejede konsekvenserne ved at indvie de lokale skattemyndigheder.

»Jeg kender godt tavshedspligten, men nogle ting er så spændende, at selv ikke tavshedspligten kan holde dem fra at komme frem. Min mand og jeg var nødt til at gøre os klart, om vi var parate til at flytte fra landsbyen (for at beskytte sit privatliv ønsker Susanne Møller ikke at oplyse landsbyens navn, red.), hvis vores børn blev mobbet.«

Det blev de ikke. Tavshedspligten virkede tilsyneladende efter hensigten, og Susanne Møller gjorde alt for at holde sit nye job hemmeligt. Manden, der har et helt traditionelt arbejde, støttede hende hele vejen.

»Mange har svært ved at forstå, hvordan han kan leve med mit job, og jeg har næsten opgivet at forklare det. Det hænger sammen med, at vi aldrig er i tvivl om vores kærlighed og aldrig har overvejet at gå fra hinanden. Vi har et åbent ægteskab, og det virker altså for os,« konstaterer hun en anelse træt over atter at blive spurgt til, hvordan han kan holde ud at dele hende med andre mænd.

»De betaler mig. Deri består forskellen på ham og dem. Kunderne kommer ikke ind ad den dør, hvis ikke de har 1000 kr. til mig,« siger hun og peger mod hoveddøren i den et-værelses lejlighed i Valby, som er hendes arbejdsplads to dage om ugen. Om mandagen arbejder hun i Odense. Onsdag og torsdag tager hun sig af kunder her i stuelejligheden, som er stilfuldt indrettet af en arkitekt og ”lydisoleret til den store guldmedalje”:

»Både for at holde lyde fra vejen ude og for ikke at genere naboerne. Det ville være forfærdeligt, hvis de følte sig generet. Så kunne der opstå uvilje mod mig,« forklarer Susanne Møller, der har holdt flere møder med ejerforeningen og inviteret naboerne ind.

»Mange er overraskede over, hvor pænt her,« siger hun med et kig ud i det blødt oplyste rum. Den runde seng er det centrale fikspunkt, og bag et af de mange spejle gemmer sig et badeværelse, der er et luksushotel værdigt.

Typisk har hun syv-otte kunder om dagen, der sms’er eller mailer hende og derefter får udleveret en kode til den elektroniske lås ved hoveddøren, hvor de selv lukker sig ind i lejlighedens lille vindfang. Udenfor afslører intet, at der bag de tildækkede vinduer gemmer sig avanceret SM-udstyr og kurve med arbejdsredskaber som piske, remme, påspændingsdildoer og håndjern. Facaden er fuldstændig neutral, og nærmeste nabo er en butik, der sælger kurvemøbler.

»Anonymiteten er vigtig. Det er de færreste, der ønsker at skilte med, at de går til en sexarbejder,« siger Susanne Møller, som altid lukker kunderne ud via bagdøren.

»Men det er nu mest for, at de ikke skal møde hinanden. ”Nå hej, så er det din tur?”,« spiller hun den akavede situation, der let kunne opstå mellem overlappende kunder.

Hendes egen anonymitet som sexarbejder blev brudt for bare et par måneder siden. Som talskvinde for Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO), som hun var med til at stifte i 2007, blev hun bedt om at stille op til et kort tv-interview med den socialdemokratisk socialordfører, Mette Frederiksen.

»Og sagen var bare så vigtig, at jeg ikke kunne sige nej. Også selv om det betød, at jeg måtte stå frem med ansigt« fortæller hun.

Sådan gik det til, at hendes børn på 16, 13 og 9 fik sandheden at vide om deres mors arbejde. En afsløring, som de har taget forbavsende roligt.

»De to mindste synes, det er spændende, at jeg er i tv. Den store synes, at sagen er interessant og værd at kæmpe for. Jeg var bekymret for deres reaktion og for, om andre ville mobbe dem. Men det er ikke sket,« siger Susanne Møller.

Hun bruger dog stadig sin ”pæne” uddannelse som alibi, når situationen kræver det.
»Kort efter, at jeg var stået frem for første gang, var jeg til forældremøde, og en af de andre forældre spurgte: ”Hvad er det nu, du laver, Susanne? Du er da sygeplejerske, ikke?” Da sagde jeg altså bare ja. Man skal være parat til at tage en længere snak og en diskussion, når man fortæller, at man er sexarbejder. Og dét var ikke lige stedet.«

Hun smiler og trækker benene op under sig i stolen. Det stramme korset og det røde skørt med kig til en sort g-streng, som er typisk arbejdstøj, er afløst af en mindre tætsiddende, mere dækkende kjole, efter at fotografen har fået sine billeder. Hun ligner enhver anden (velholdt) dansk kvinde i midten af fyrrerne med familie, husholdningsbudget og pensionsopsparing, og alt i hendes opvækst har da også peget i retning af et helt traditionelt middelklasseliv. Hun er opvokset på landet med sin mor og stedfar (»Mit største trauma var, da jeg glemte min skildpadde, så den døde,« som hun siger), klarede sig fint i skolen, læste HF, rejste rundt i verden med rygsæk, tog sygeplejerskeuddannelsen, fik mand, børn, kaniner og hund.

»Hvis nogen havde fortalt mig for 20 år siden, at jeg ville blive luder, ville jeg have tænkt: ”Hvad gik galt?” Mit billede af en luder var en udmagret, træt narkoman med netstrømper og imiteret pels under en gadelygte. Jeg havde masser af fordomme, og jeg forstår godt dem, der kan have svært ved at forstå mit valg.«

En af mærkesagerne for Sexarbejdernes Interesseorganisation er netop at kæmpe mod billedet af sexarbejdere som hjælpeløse stakler, der prostituerer sig af nød.

Men du tilhører vel en gruppe meget privilegerede sexarbejdere. Hvad med dem, der må trække på gaden eller kvinder, som er ofre for menneskehandel?

»I Danmark er der altid et valg. Hende, der er stofbruger og har brug for penge til sit fix, kan vælge at sælge stoffer eller begå indbrud eller skaffe penge på anden vis. Hun har et reelt valg. Nogle kan synes det ser ynkeligt og uværdigt, når man ser dem stå og trække på gaden, men det er ikke den melding, jeg får fra dem. De er stolte over at kunne klare sig selv,« siger Susanne Møller.

Hvis folk har brug for hjælp, skal man hjælpe dem – ikke umyndiggøre dem og reducere deres valgmuligheder

Hun stiller sig kritisk over for begrebet ”handlede kvinder”.

»Udenlandske sexarbejdere er ikke tvunget herop. De er migranter og vil gerne være her. Selvfølgelig er der eksempler på handlede kvinder, men langt de fleste står i kø for at komme ind og skal så betale penge til bagmænd for at få hjælp. De kommer hertil med gæld og lever selvfølgelig under pissehårde vilkår. Selvfølgelig er det ikke os alle, der synes, at det er lige fantastisk at være sexarbejder. Men selv hende, der ikke synes, at det er fantastisk, har brug for rettigheder og for, at man ikke tager valget fra hende og tvinger hende til at lave noget, som man selv synes er bedre end sexarbejde.«

Susanne Møller understreger flere gange, at hun finder enkelthistorier som sin egen uinteressant, når det kommer til diskussionen for og imod prostitution. Når hun alligevel fortæller sin historie til Morgenavisen Jyllands-Posten, er det for at tegne et mere nuanceret billede af faget, som ifølge hende er fyldt med myter og udokumenterede påstande.

»Jeg er glad for mit arbejde og vil gerne formidle under hvilke forhold, det kan foregå, og hvor ”normalt”, sexarbejde kan være. Jeg angler ikke efter forståelse. Bare efter accept af mit valg.«

Blå bog
Susanne Møller
45 år
Uddannet sygeplejerske og multimediedesigner Har solgt sex de sidste fem år
Gift i 17 år og mor til tre børn på 9, 13 og 16 år
Bor i en mindre dansk provinsby
Skriver bloggen ”En luders dagbog”
Talskvinde for og medstifter af Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO), som tilbød gratis sex til deltagerne på COP15, efter at Københavns Kommune opfordrede hoteller til ikke at formidle kontakt til prostituerede
SIO kæmper mod kriminalisering af prostitution og for, at sexarbejdere får rettigheder på linje med andre selvstændige erhvervsdrivende

Ingen fik gratis sex
Deltagerne i klimatopmødet tidligere på måneden kunne kvit og frit få sex hos medlemmer af Sexarbejdernes Interesseorganisation. Interessen for tilbudet var dog forsvindende lille. Organisationens talskvinde, Susanne Møller, fik seks-syv henvendelser, men ingen ønskede at opgive deres navn. Det var et krav for at kunne dokumentere, at man var konferencedeltager.
»Mange af deltagerne ville sandsynligvis hellere betale for ydelsen end at miste deres anonymitet,” siger Susanne Møller, der i øvrigt ikke havde mere travlt end normalt under topmødet.


Prostitution i Danmark

Servicestyrelsen, der bl.a. beskæftiger sig med prostitution og menneskehandel, anslår, at der er godt 5000 prostituerede i Danmark.
Heraf menes halvdelen at være fra udlandet.
10 pct. anslås at trække på gaden, resten arbejder på klinik.
Folketinget har netop afsat fire mio. kr. til at kortlægge omfanget og organiseringen af prostitution i Danmark. Resultatet forventes om et års tid.
Ifølge de seneste tal fra Servicestyrelsen køber 100.000 danske mænd, svarende til fem pct. af den danske mandlige befolkning, sex jævnligt, mens 14 pct. har prøvet det mindst en gang.
Det er tilladt at. Det er tilladt at sælge og købe sex, dog forbudt at købe sex af en under 18 år og at reklamere for en under 21 år
Prostituerede har dog ikke ret til sygedagpenge og medlemskab af fagforening og A-kasse
Rufferi er forbudt

Prostituerede kan få sygedagpenge, men ikke optages i en a-kasse

Reklamer

Menneskehandel er en myte

Jyske Vestkysten, 16. december. Samme indlæg har været i Nordjyske Stiftstidende, men under en anden overskrift.

Susanne Møller talskvinde for Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) skriver bl.a.:

Vi hører hele tiden om menneskehandel i sexarbejde. Men der falder kun en håndfuld domme hvert år efter de ellers ganske brede paragraffer. De opsøgende organisationer på gaden finder meget få ofre om nogen. Gennem hele 2008 var der kun en enkelt kvinde, der samarbejdede med politiet og tog imod statens beskyttelsestilbud.

Dette er på trods af, at indsatsen mod menneskehandel i sexarbejde er meget intensiv og meget dyr. Hvert bordel bliver for eksempel udsat for en razzia op til flere gange hvert år, og anklagemyndigheden prøver enhver sag, de har en chance for at vinde. Det er bare ikke ret mange, de vinder.

Man ser det samme i England, hvor avisen The Guardian for nylig har afdækket, hvordan flere end 500 mistænkte for menneskehandel fra en højprofileret politiaktion i sommer svandt ind til næsten ingen overhovedet ingen fra selve aktionen da man fik undersøgt sagerne.

*

Man kan ikke længere sige, at systemet ikke gør en indsats eller mangler viden. Vi må konkludere, at når der bliver dokumenteret så få tilfælde af menneskehandel, så er det, fordi der ikke findes mange flere. Menneskehandel som massefænomen har heldigvis vist sig at være en myte, der især er opstået i forbindelse med diskussionen om sexarbejde.

Derfor er det også skuffende, at Venstres Ellen Trane Nørby 10.12. forfalder til en forældet retorik om begrebet menneskehandel. Hun har bl.a. andet købt lobbygruppernes opspind om en eksplosion i antallet af sexarbejdere i forbindelse med klimakonferencen.

I SIO er vi glade for, at bl.a. Venstre er begyndt at lytte til sexarbejdernes synspunkter. Men vi kan ikke acceptere et kunstigt skel mellem danske og udenlandske kolleger. Heller ikke udenlandske sexarbejderes forhold skal indrettes efter myter, der er skabt og holdt ved lige af kriminaliseringsivrige lobbygrupper. Vi ønsker de samme rettigheder og pligter, som der findes for danskere og indvandrere i alle andre erhverv.

Debat: Giv plads til sexarbejderne

Af Susanne Møller
bragt i Politiken 15. december

I 2009 ER DER kommet flere udenlandske sexarbejdere på gaderne i de skandinaviske storbyer. Ingen ved præcis hvorfor, men et gæt er, at det har noget at gøre med den økonomiske verdenskrise. Kvinderne udnytter globaliseringen og søger til andre lande for at tjene penge, når arbejdsløsheden stiger i deres hjemlande.

Også på Vesterbro i København er der nu flere udenlandske kvinder, der trækker på gaden. Men her er der ikke den store interesse for, hvorfor de kommer. I stedet bliver de straks brugt som en brik i agitationen for en kriminalisering af sexarbejde.

Politikere og hjælpeorganisationer taler igen og igen om de mange ofre for menneskehandel – trafficking. Men det er ikke rigtigt. Reden International er blandt dem, der slår på tromme for tiden.

Men de finder selv ganske få, om overhovedet nogen, ofre for trafficking.

Den tid er forbi, hvor man kunne tale om, at trafficking er et mørkeområde. I dag er politiet særdeles opmærksomme på trafficking i sexarbejde, og de rejser sager, hver gang de ser den mindste chance for at vinde dem. Alligevel falder der kun en håndfuld domme om året.

DET ER IKKE kun i Danmark, at det er sådan.

I England har avisen The Guardian netop afdækket, hvordan over 500 mistænkte menneskehandlere fra en stor aktion i sommer blev til næsten ingen, da man fik sagerne undersøgt.

Politiken har skrevet om, hvordan en hotelkæde på Vesterbro er gået med i en kampagne mod blandt andet trafficking.

I artiklen fortæller hoteldirektøren om, hvordan guidebøgerne ikke længere beskriver kvarteret som et smart og moderne red light district.

Hotellerne er lidt i samme båd som sexarbejderne. Også de tjener penge på globaliseringen – på at gæster fra nær og fjern kommer til København.

ALLE SKAL HAVE ret til at være her. Begrebet trafficing må ikke blive misbrugt til at slippe af med dem, man ikke synes passer ind i kvarteret. Jeg har læst om andre erhvervsdrivende i kvarteret, som ikke havde noget imod sexarbejderne som sådan, men som gerne ville have mindre uro.

Jeg vil ikke påstå, at der findes en løsning, så alle får det helt, som de vil have det. Men det er muligt at fået bedre red light district, som både beboerne, sexarbejderne og andre erhvervsdrivende er bedre tjent med, og som de måske endda ender med at være stolte af.

Løsningen er, at kommunen accepterer sexarbejderne og giver dem bedre forhold, så det også i praksis bliver muligt at stille krav. Politikerne på Rådhuset må se i øjnene, at forestillingen om en ‘ prostitutionsfri by’ har spillet fallit.

Forestillingen om en ‘ prostitutionsfri by’ har spillet fallit.

Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) lancerer “Sex for postcard”

Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) lancerer “Sex for postcard” og åbner en hjemmeside med information til klimatopmødets delegerede og gæster

Københavns Kommune vil under klimatopmødet føre politisk agitation mod sexarbejdere overfor topmødets delegerede og gæster. De får blandt andet et postkort med budskabet ”Be sustainable – don’t buy sex!”

En gruppe SIO-medlemmer i Storkøbenhavn er blevet enige om at acceptere dette postkort som et betalingsmiddel, således at man ved at overdrage sit postkort kan modtage en seksuel ydelse uden anden betaling. Vi kalder initiativet “Sex for postcard”.

Samtidig præsenterer SIO hjemmesiden http://www.cop15-prostitution.dk, hvor topmødets delegerede og gæster kan hente information om den danske debat om sexarbejde.

SIO finder det forkasteligt og usagligt, at de københavnske politikere har valgt at bruge klimatopmødet som en platform for en hetz mod sexarbejdere. Men nu har de det gjort det, og så er vi nødt til at forsvare os.

Med “Sex for postcard” protesterer vi imod, at Borgerrepræsentationen profilerer sig selv på at bekæmpe vores erhverv. Det står utilsløret i beslutningen om kampagnen, at det handler om synliggøre, positionere og profilere kommunen. Ved hjælp af smarte, men indholdsløse, modeord gør man det til etik at nedgøre en gruppe af kommunens borgere.

Samtidig vil vi markere, at sex for betaling ikke er farligt – heller ikke selv om betalingsmidlet er et postkort fra Københavns Kommune.

Endelig vil vi lægge handling bag det, vi forgæves har forsøgt at fortælle kommunen og regeringen: At det er en myte, at topmøder, konferencer og lignende giver sexarbejdere særlig omsætning. Vi forventer ikke noget væsentligt tab i omsætningen ved at nøjes med et værdiløst postkort som betaling fra delegerede og gæster.

SIO finder det tåkrummende pinligt, at danske politikere endnu engang lufter denne myte, uden anden basis end løs sladder. Vi finder det særligt pinligt, når for eksempel 8. marts-initiativet er gået så vidt som til at lufte mistanker om, at topmødets gæster – og dermed Danmarks gæster – vil voldtage ofre for menneskehandel.

SIO opfordrer ikke topmødets delegerede og gæster til at købe seksuelle tjenester. Men vi mener heller ikke at det er et samfundsanliggende, om de gør det eller ikke – det er en privat sag. Dette synspunkt fremgår af http://www.cop15-prostitution, hvor vi blandt andet også informerer om, hvorfor topmødet er blevet en del af den danske debat om sexarbejde, om branchen i Danmark, om forskningen om sexarbejde og om Danmarks politik i forhold til trafficking.

Tilbuddet om “Sex for postcard” gælder kun under topmødet. For at gøre brug af tilbuddet skal man også fremvise id-kort udstedt af COP15. Som det er sædvanlig praksis ved køb af seksuelle ydelser kan parterne vælge at sige nej, ligesom handlen naturligvis forudsætter, at sexarbejderen ikke allerede har andre kunder. Tilbuddet gælder ikke for politikere og ansatte i Københavns Kommune.


Læs mere:

“Gratis sex til COP15-deltagere” – Ekstra Bladet

“Topmødegæster vil ikke have gratis sex” – Politiken

“Ægte kvinder gør det gratis” – Politiken

“Goddag mand. Økseskaft” – Information

“Da klimaet blev sex’et” – Miljømagasinet

Genmæle fra Sexarbejdernes Interesseorganisation

B.T. omtalte den 11. maj 2009, at salg af egne ydelser ved prostitution var blevet afkriminaliseret, men at det ikke var muligt for prostituerede at blive registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at betale den lovpligtige moms. Til artiklen var bl.a. indsat følgende udsagn:

– Enhver form for prostitution er ulovlig i Danmark. Derfor må myndighederne ikke registrere og servicere virksomheder, der beskæftiger sig med salg af sex.

Ved en ændring af straffeloven i 1999 blev salg af (egne) ydelser ved prostitution afkriminaliseret. Indtægterne er skatte- og momspligtige, og det er muligt for bl.a. enkeltmandsvirksomheder at blive registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og betale den lovpligtige moms. I henhold til straffeloven er det ikke tilladt at tjene penge på andres salg af ydelser ved prostitution, eksempelvis bordelvirksomhed (rufferi) – og denne type virksomhed kan derfor ikke registreres.

Pressenævnet har bestemt, at Sexarbejdernes Interesse Organisation er berettiget til at få bragt ovennævnte genmæle. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside


Se artiklen på BT.dk