Svensk rapport bygger på forkerte tal for Danmark – Nu må Reden sige sandheden

Udtalelse fra Sexarbejdernes Interesseorganisation i anledning af den svenske udredning om sexkøbsloven.

Det er på baggrund af forkerte tal, at den svenske udredning konkluderer, at der har været en brat stigning i antallet af sexarbejdere på gaden i Danmark. De forkerte tal stammer fra Reden i København, som nu må komme på banen og rette den misinformation, de gennem en årrække har givet til offentligheden.

I de officielle statistikker bliver Redens besøgstal sat lig med antallet af sexarbejdere. Men Reden har løjet om, hvor mange besøgende de har, for på den måde at skabe billedet af Danmark som ”Nordens bordel” – ved siden af det svenske lykkeland. Redens misinformationer er dokumenteret i en række svar til Folketinget fra tidligere socialminister Karen Ellemann, og det er baggrunden for, at SFI nu er bedt om at starte forfra med en helt ny optælling.

Reden har påstået, at der var over 1200 sexarbejdere på gaden i København. Vurderinger fra Politiet og Reden International tyder på, at tallet reelt ligger på cirka 200. I Århus og Odense har der gennem de seneste tiår været et støt faldende antal sexarbejdere på gaden, og det samme er sandsynligvis tilfældet i København.

Svenskerne kan altså ikke konkludere, at forbuddet mod sexkøb har haft nogen effekt i retning af at begrænse branchen.

Reden i København nægter fortsat at oplyse, hvor mange besøgende de reelt har, og hvor mange af dem der er sexarbejdere. SIO kræver, at organisationen gør rent bord og fremlægger de rigtige oplysninger. Reden modtager hvert år store millionbeløb fra både staten og Københavns Kommune, og det er en skandale, at de misbruger deres status til sprede usandfærdig propaganda.

Fakta om misinformationerne fra Reden i København:

Se svarerne fra Karen Ellemann her:

Reden har snydt på tre forskellige måder:

• Besøgstallene er akkumuleret over flere år i stedet for kun at gælde et år ad gangen, som de skal.
• Mindst 400 brugere er talt dobbelt – de er registreret som flere forskellige brugere.
• Reden lader som alle brugere er sexarbejdere, selv om mange af dem ikke er det.