Sexarbejdernes Interesseorganisation kræver ny handlingsplan fra regeringen

Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) udtaler i anledning af Servicestyrelsens nye rapport “Prostitution på massageklinikker – risici og fastholdende faktorer”:

Den nye rapport fra Servicestyrelsen viser, at det er nødvendigt med en fuldstændig omlægning af indsatsen i forbindelse med sexarbejdere. Det er en indsats, der de seneste år har været vildt voksende og i dag sandsynligvis koster staten et trecifret millionbeløb hvert år. Men den kører i en helt forkert retning, og indsatsen har derfor minimal effekt.

Regeringens seneste handlingsplan om sexarbejde “Et andet liv, 2005-2008″ tager udgangspunkt i, at sexarbejde er særligt skadeligt for helbredet, og at mange sexarbejdere har en baggrund i en barndom præget af omsorgssvigt og misbrug. Rapporten viser, at begge dele er udokumenteret.

Rapporten siger derimod, at sexarbejdere kan blive hæmmet socialt på grund af stigmatiseringen. En ny handlingsplan må tage udgangspunkt i at bekæmpe denne stigmatisering – først og fremmest ved, at staten går foran og giver sexarbejdere samme erhvervsmæssige og sociale rettigheder som alle andre erhvervsgrupper.

Rapporten er baseret på en ny gennemgang af eksisterende kilder. SIO glæder sig over, at Servicestyrelsen omsider har tilbagevist fordommene og i det store og hele har foretaget en fagligt forsvarlig gennemgang af de eksisterende kilder.

Rapporten omfatter kun sexarbejdere på klinikker, og efter at det er kommet frem, at Reden har løjet groft om antallet af sexarbejdere på gaden, kan man konstatere, at de offentlige systemer næsten ingen viden har på dette felt. Ligeledes er der meget lidt viden om migrant-sexarbejderes trivsel og arbejdsvilkår. SIO opfordrer til, at man fokuserer på disse grupper i forbindelse med den undersøgelse, der er bevilget penge til på finansloven.

Modsætninger mellem den gamle handlingsplan og den nye viden:

Citater fra “Et andet liv”:

“Omsorgssvigt i barndommen, institutionsophold og ringe skolebaggrund. Det er ofte en del af den bagage, som den prostituerede bærer rundt på. De tidlige traumer og skadevirkninger af prostitution vil ofte lede til sygdom, sårbarhed og nedsat arbejdsevne. ”

(…)

“Dykker man dybere ned, peger undersøgelser på, at der er en overvægt af de prostituerede, som har været udsat for seksuelle krænkelser eller anden massiv omsorgssvigt i deres barndom eller ungdom. Der synes at være en sammenhæng mellem at have været udsat for omsorgssvigt i barndommen og at prostituere sig.”

Citater fra den nye rapport:

“Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke findes danske undersøgelser af prostitueredes individuelle opvækstvilkår, ligesom en klar sammenhæng mellem tidlige grænsekrænkelser og prostitution ikke er dokumenteret (Rasmussen, 2007:46ff). I forlængelse af denne teoretiske diskussion er det vigtigt at understrege, at undersøgelsesgrupperne ikke nødvendigvis er repræsentative. Dermed er det heller ikke dokumenteret, at et flertal af de prostituerede har haft en vanskelig opvækst.”

(…)

“Alt i alt er det på det foreliggende ikke muligt at hævde, at prostitution fører til generelle helbredsmæssige problemer, eller at danske prostituerede på massageklinikker har et dårligere helbred end befolkningen generelt.”