Fyens Stiftstidende – Sexarbejdere: Brutal kontrol

28 marts 2010 -under “Synspunkt”

Skattechef Finn Fournaise fortæller i Fyens Stiftstidende 22. marts om kontrolaktionerne på Odenses massageklinikker.

Men der er en ting, han glemmer at fortælle: at han selv er berygtet blandt byens sexarbejdere. Han udnytter fuldt ud den magt, han har.

Aviserne skriver ofte om disse rutinemæssige kontrolaktioner, så det er på sin plads at forklare baggrunden for dem, og hvordan de typisk foregår.

Når en sexarbejder ønsker at arbejde indendørs, må hun som regel leje bl. a. andet et lokale og ansætte en telefondame til formålet. Udlejeren og telefondamen bryder herved loven, idet det er forbudt at tjene penge på andres prostitution. Sexarbejderen kan derfor ikke opgive disse betydelige driftsudgifter i sit skatteregnskab uden at risikere, at hendes samarbejdspartnere ryger i fængsel. Så det lader hun ofte være med.

Politiet går officielt efter skumle bagmænd og menneskehandlere. Men da begge dele er meget sjældne, er det i stedet i praksis disse små forseelser, man går efter.

Man kalder det Al Caponemetoden -opkaldt efter den store gangster, der endte med at blive dømt for lidt skattesnyd.

Det er nemt at forstå, at disse forhold giver overdreven magt til de politi-og skattefolk, der ønsker at udnytte dem ( og det er heldigvis ikke alle). Ved en razzia giver en politimand sig ud for at være kundeog kommer ind på klinikken. Når han er inde, åbner han selv døren for typisk to politifolk og to skattefolk, som vælter ind. De går straks i gang med at rode alt igennem.

Politiet har ingen ransagningskendelse.

Det omgår de ved at tage Skat med, der har generelle beføjelser til at kontrollere virksomheder. Hvis sexarbejdere spørger til deres rettigheder, bliver de belært om vidnepligt, men får ikke at vide, at den kun gælder foran en dommer i en retssal. Sexarbejderens eneste pligt over for politiet er, som for alle andre borgere, at oplyse navn, adresse og fødselsdato.

På den måde forleder politiet hende til at tro, at hun har pligt til at svare på alt, hvad de måtte have lyst til at spørge om.

Forløbet i kontrollen er ofte brutalt. Det er en flink betjent og en hård betjent. De koordinerer professionelt presset på sexarbejderen,der ofte ender i gråd. Specielt vores udenlandske kolleger er sårbare og bliver endda ofte arresteret for bagateller, forhørt yderligere på politistationen og først løsladt næste morgen.

Men man finder altså meget sjældent alvorlig kriminalitet. Sådan er det i Odense, og det samme siger politiets erfaringer i resten af landet. Det eneste, man finder, er resultaterne af en forældet, uretfærdig og
umulig lovgivning.
Det er stærkt betænkeligt for retssikkerheden, at man på den måde rent administrativt forfølger et erhverv, der i øvrigt er fuldt lovligt.
SIO har skrevet om det til Folketingets retsudvalg, og vi har forklaret om de gentagne brud på som retsplejeloven, eller som minimum dens intention. Vi har aldrig fået svar.

Sexarbejderne ønsker at arbejde diskret, i fred og fordragelighed med vores naboer og med de myndigheder, vi er i kontakt med. Det er kun politikerne på Christiansborg, der vil det anderledes. Det er kun ud
fra deres hykleri, at vi bliver betragtet som ” varer på hylden”, som det bliver udtrykt i artiklen den 22. marts.

Hverken vi selv, vores kunder eller dem, vi arbejder sammen med, betragter os sådan.