”Okay sex og gode penge”

JP-Indland lørdag d. 26 dec 2009
Maria Lutzen

Interview: Hun er blevet kendt som talskvinde for Sexarbejdernes InteresseOrganisation. Susanne Møller fortæller, hvordan hun som ”fladbarmet husmor på 40” for fem år siden opgav jobbet som sygeplejerske og blev prostitueret

Hun har skruet sin slanke krop ned i en rød lakkjole. Lårene er blottede, og fødderne balancerer i sylespidse stiletter. Det er den 40-årige Susanne Møllers første arbejdsdag som prostitueret og uden at ane, hvad forskellen er på ”dansk” og ”fransk” og de mange andre sexydelser på klinikkens menukort, åbner hun døren for sin første kunde. En pæn, midaldrende mand, der har helt styr på, hvad han vil have, og som med glæde guider hende gennem menukortets kodesprog. En halv time senere smider Susanne Møller det brugte kondom ud og skifter lagen. 900 kroner rigere og med en boblende følelse i kroppen.
»Det var så fedt. Sød mand, okay sex og gode penge. Tænk, at der var nogen, der ville betale for sex med en fladbarmet husmor på 40,« husker hun tilbage i dag, fem år efter. Men oplevelsen var også anderledes, end hun havde forventet.

»Min fascination af sexarbejde begyndte som for mange andre kvinder med en fantasi om at dyrke sex for penge. Der var noget beskidt over det, noget ydmygende ved at være tvunget til det. Den tanke tændte mig og var grunden til, at jeg overhovedet prøvede det. Men fantasien havde ikke hold i virkeligheden. Jeg oplevede i stedet at have en enorm magt over kunderne, når de blottede deres inderste lyster for mig. De blev ekstremt sårbare,« fortæller hun.

Den første succesoplevelse som prostitueret blev til flere, og efter et halvt år med en enkelt vagt om ugen på klinikken, traf hun beslutningen: Hun ville leve af at være sexarbejder. Jobbet som sygeplejerske på et hospital i provinsen blev sagt op, og hun lod sig momsregistrere.

»Det var et stort skridt. Indtil da havde det været en leg og en hemmelighed mellem min mand og mig, og pludselig skulle skattevæsnet involveres,« fortæller Susanne Møller, som grundigt overvejede konsekvenserne ved at indvie de lokale skattemyndigheder.

»Jeg kender godt tavshedspligten, men nogle ting er så spændende, at selv ikke tavshedspligten kan holde dem fra at komme frem. Min mand og jeg var nødt til at gøre os klart, om vi var parate til at flytte fra landsbyen (for at beskytte sit privatliv ønsker Susanne Møller ikke at oplyse landsbyens navn, red.), hvis vores børn blev mobbet.«

Det blev de ikke. Tavshedspligten virkede tilsyneladende efter hensigten, og Susanne Møller gjorde alt for at holde sit nye job hemmeligt. Manden, der har et helt traditionelt arbejde, støttede hende hele vejen.

»Mange har svært ved at forstå, hvordan han kan leve med mit job, og jeg har næsten opgivet at forklare det. Det hænger sammen med, at vi aldrig er i tvivl om vores kærlighed og aldrig har overvejet at gå fra hinanden. Vi har et åbent ægteskab, og det virker altså for os,« konstaterer hun en anelse træt over atter at blive spurgt til, hvordan han kan holde ud at dele hende med andre mænd.

»De betaler mig. Deri består forskellen på ham og dem. Kunderne kommer ikke ind ad den dør, hvis ikke de har 1000 kr. til mig,« siger hun og peger mod hoveddøren i den et-værelses lejlighed i Valby, som er hendes arbejdsplads to dage om ugen. Om mandagen arbejder hun i Odense. Onsdag og torsdag tager hun sig af kunder her i stuelejligheden, som er stilfuldt indrettet af en arkitekt og ”lydisoleret til den store guldmedalje”:

»Både for at holde lyde fra vejen ude og for ikke at genere naboerne. Det ville være forfærdeligt, hvis de følte sig generet. Så kunne der opstå uvilje mod mig,« forklarer Susanne Møller, der har holdt flere møder med ejerforeningen og inviteret naboerne ind.

»Mange er overraskede over, hvor pænt her,« siger hun med et kig ud i det blødt oplyste rum. Den runde seng er det centrale fikspunkt, og bag et af de mange spejle gemmer sig et badeværelse, der er et luksushotel værdigt.

Typisk har hun syv-otte kunder om dagen, der sms’er eller mailer hende og derefter får udleveret en kode til den elektroniske lås ved hoveddøren, hvor de selv lukker sig ind i lejlighedens lille vindfang. Udenfor afslører intet, at der bag de tildækkede vinduer gemmer sig avanceret SM-udstyr og kurve med arbejdsredskaber som piske, remme, påspændingsdildoer og håndjern. Facaden er fuldstændig neutral, og nærmeste nabo er en butik, der sælger kurvemøbler.

»Anonymiteten er vigtig. Det er de færreste, der ønsker at skilte med, at de går til en sexarbejder,« siger Susanne Møller, som altid lukker kunderne ud via bagdøren.

»Men det er nu mest for, at de ikke skal møde hinanden. ”Nå hej, så er det din tur?”,« spiller hun den akavede situation, der let kunne opstå mellem overlappende kunder.

Hendes egen anonymitet som sexarbejder blev brudt for bare et par måneder siden. Som talskvinde for Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO), som hun var med til at stifte i 2007, blev hun bedt om at stille op til et kort tv-interview med den socialdemokratisk socialordfører, Mette Frederiksen.

»Og sagen var bare så vigtig, at jeg ikke kunne sige nej. Også selv om det betød, at jeg måtte stå frem med ansigt« fortæller hun.

Sådan gik det til, at hendes børn på 16, 13 og 9 fik sandheden at vide om deres mors arbejde. En afsløring, som de har taget forbavsende roligt.

»De to mindste synes, det er spændende, at jeg er i tv. Den store synes, at sagen er interessant og værd at kæmpe for. Jeg var bekymret for deres reaktion og for, om andre ville mobbe dem. Men det er ikke sket,« siger Susanne Møller.

Hun bruger dog stadig sin ”pæne” uddannelse som alibi, når situationen kræver det.
»Kort efter, at jeg var stået frem for første gang, var jeg til forældremøde, og en af de andre forældre spurgte: ”Hvad er det nu, du laver, Susanne? Du er da sygeplejerske, ikke?” Da sagde jeg altså bare ja. Man skal være parat til at tage en længere snak og en diskussion, når man fortæller, at man er sexarbejder. Og dét var ikke lige stedet.«

Hun smiler og trækker benene op under sig i stolen. Det stramme korset og det røde skørt med kig til en sort g-streng, som er typisk arbejdstøj, er afløst af en mindre tætsiddende, mere dækkende kjole, efter at fotografen har fået sine billeder. Hun ligner enhver anden (velholdt) dansk kvinde i midten af fyrrerne med familie, husholdningsbudget og pensionsopsparing, og alt i hendes opvækst har da også peget i retning af et helt traditionelt middelklasseliv. Hun er opvokset på landet med sin mor og stedfar (»Mit største trauma var, da jeg glemte min skildpadde, så den døde,« som hun siger), klarede sig fint i skolen, læste HF, rejste rundt i verden med rygsæk, tog sygeplejerskeuddannelsen, fik mand, børn, kaniner og hund.

»Hvis nogen havde fortalt mig for 20 år siden, at jeg ville blive luder, ville jeg have tænkt: ”Hvad gik galt?” Mit billede af en luder var en udmagret, træt narkoman med netstrømper og imiteret pels under en gadelygte. Jeg havde masser af fordomme, og jeg forstår godt dem, der kan have svært ved at forstå mit valg.«

En af mærkesagerne for Sexarbejdernes Interesseorganisation er netop at kæmpe mod billedet af sexarbejdere som hjælpeløse stakler, der prostituerer sig af nød.

Men du tilhører vel en gruppe meget privilegerede sexarbejdere. Hvad med dem, der må trække på gaden eller kvinder, som er ofre for menneskehandel?

»I Danmark er der altid et valg. Hende, der er stofbruger og har brug for penge til sit fix, kan vælge at sælge stoffer eller begå indbrud eller skaffe penge på anden vis. Hun har et reelt valg. Nogle kan synes det ser ynkeligt og uværdigt, når man ser dem stå og trække på gaden, men det er ikke den melding, jeg får fra dem. De er stolte over at kunne klare sig selv,« siger Susanne Møller.

Hvis folk har brug for hjælp, skal man hjælpe dem – ikke umyndiggøre dem og reducere deres valgmuligheder

Hun stiller sig kritisk over for begrebet ”handlede kvinder”.

»Udenlandske sexarbejdere er ikke tvunget herop. De er migranter og vil gerne være her. Selvfølgelig er der eksempler på handlede kvinder, men langt de fleste står i kø for at komme ind og skal så betale penge til bagmænd for at få hjælp. De kommer hertil med gæld og lever selvfølgelig under pissehårde vilkår. Selvfølgelig er det ikke os alle, der synes, at det er lige fantastisk at være sexarbejder. Men selv hende, der ikke synes, at det er fantastisk, har brug for rettigheder og for, at man ikke tager valget fra hende og tvinger hende til at lave noget, som man selv synes er bedre end sexarbejde.«

Susanne Møller understreger flere gange, at hun finder enkelthistorier som sin egen uinteressant, når det kommer til diskussionen for og imod prostitution. Når hun alligevel fortæller sin historie til Morgenavisen Jyllands-Posten, er det for at tegne et mere nuanceret billede af faget, som ifølge hende er fyldt med myter og udokumenterede påstande.

»Jeg er glad for mit arbejde og vil gerne formidle under hvilke forhold, det kan foregå, og hvor ”normalt”, sexarbejde kan være. Jeg angler ikke efter forståelse. Bare efter accept af mit valg.«

Blå bog
Susanne Møller
45 år
Uddannet sygeplejerske og multimediedesigner Har solgt sex de sidste fem år
Gift i 17 år og mor til tre børn på 9, 13 og 16 år
Bor i en mindre dansk provinsby
Skriver bloggen ”En luders dagbog”
Talskvinde for og medstifter af Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO), som tilbød gratis sex til deltagerne på COP15, efter at Københavns Kommune opfordrede hoteller til ikke at formidle kontakt til prostituerede
SIO kæmper mod kriminalisering af prostitution og for, at sexarbejdere får rettigheder på linje med andre selvstændige erhvervsdrivende

Ingen fik gratis sex
Deltagerne i klimatopmødet tidligere på måneden kunne kvit og frit få sex hos medlemmer af Sexarbejdernes Interesseorganisation. Interessen for tilbudet var dog forsvindende lille. Organisationens talskvinde, Susanne Møller, fik seks-syv henvendelser, men ingen ønskede at opgive deres navn. Det var et krav for at kunne dokumentere, at man var konferencedeltager.
»Mange af deltagerne ville sandsynligvis hellere betale for ydelsen end at miste deres anonymitet,” siger Susanne Møller, der i øvrigt ikke havde mere travlt end normalt under topmødet.


Prostitution i Danmark

Servicestyrelsen, der bl.a. beskæftiger sig med prostitution og menneskehandel, anslår, at der er godt 5000 prostituerede i Danmark.
Heraf menes halvdelen at være fra udlandet.
10 pct. anslås at trække på gaden, resten arbejder på klinik.
Folketinget har netop afsat fire mio. kr. til at kortlægge omfanget og organiseringen af prostitution i Danmark. Resultatet forventes om et års tid.
Ifølge de seneste tal fra Servicestyrelsen køber 100.000 danske mænd, svarende til fem pct. af den danske mandlige befolkning, sex jævnligt, mens 14 pct. har prøvet det mindst en gang.
Det er tilladt at. Det er tilladt at sælge og købe sex, dog forbudt at købe sex af en under 18 år og at reklamere for en under 21 år
Prostituerede har dog ikke ret til sygedagpenge og medlemskab af fagforening og A-kasse
Rufferi er forbudt

Prostituerede kan få sygedagpenge, men ikke optages i en a-kasse