Konference om prostitution og menneskehandel d. 30 oktober

Europa Kvinders Pris, Den Danske Europabevægelse og Europa-Kommissionen afholdt konference om menneskehandel og prostitution den 30 oktober 2008.

Her er SIO’s tale:

Jeg tror, jeg er den eneste oplægsholder her i dag, der har inviteret mig selv. I SIO blev vi lidt sent opmærksomme på, at denne konference overhovedet blev afholdt. Men Europarådet har i en resolution sidste år fastslået, at vi sexarbejdere skal høres i alle spørgsmål, der vedrører os. Og da Europa-kommissionen er med til at arrangere konferencen, syntes vi, at det var naturligt, vi deltog. Det har kommissionen åbenbart været enig i, og jeg vil benytte lejligheden til sige mange tak for, at man gjorde sig den umage at ændre programmet i sidste øjeblik.

Men jeg står altså foran jer som repræsentant for SIO – sexarbejdernes interesse organisation. Jeg er ikke, som der står i programmet, repræsentant for den lykkelige luder. Det er et begreb, som ingen af os bruger om os selv. Det bliver kun brugt af dem, som vil af med os. Som alle andre har vi gode og dårlige dage, og vi har gode og dårlige tider i vores liv. Men som alle andre træffer vi også vores egne valg i livet, og det er det, vi kræver respekt for. Det er i bund og grund derfor, SIO blev stiftet for godt et halvt års tid siden.

For to uger siden var jeg til konference om menneskehandel og prostitution i Stockholm. Der havde jeg den fornøjelse at høre Jeanett Bjørness, der er souchef ved Reden i Århus. Hun efterlyste en mere nuanceret debat. Som hun sagde: En debat,  som dem i prostitution ville kunne genkende sig i.

Den bemærkning syntes jeg var utroligt rammende. Indtil for blot et par år siden var der meget få sexarbejdere, der blandede sig i debatten. Kunderne gjorde det heller ikke. Jeg tror, det har noget at gøre med naturen i sexarbejde. Det handler om sex, det er intimt og personligt, og det er meget langt væk fra politik, som jo er kedeligt.

Men vi kunne se, at der i medierne og politik var stadigt mere opmærksomhed på vores liv. Og det blev beskrevet på en måde, som vi slet ikke kunne genkende fra vores hverdag. Og ikke nok med det – det hele skete med en hensigt om at gøre vores fag kriminelt. Og ja, jeg ved godt, at det er køb af sex og ikke salg af sex, man vil gøre strafbart. Men det gør ingen forskel. Efter en kriminalisering vil det være sexarbejderne, der skal gå under jorden.

Vi var flere og flere der syntes, at noget måtte gøres. Derfor kom SIO til verden. Vi har naturligvis sat os ind i debatten og den forskning, der hele tiden henvises til.  Og det står mere og mere klart for os, at problemet her hverken er os eller det arbejde, vi har valgt. Problemet er debatten selv. Eller sagt på en anden måde: Problemet er, at sexarbejde er blevet gjort til et instrument i en debat, der handler om helt andre ting – især om ligestilling. Det er et emne, jeg selv har meget stærke følelser omkring, og som jeg kunne tale om i lang tid. Hvis tiden tillod det, hvad den desværre ikke gør her i dag.

Men problemet er altså, at organisationer og politikere har misbrugt sexarbejde for at fremme deres egen dagsorden. Såkaldte fakta og forskningsresultater flyver rundt i universet, selv om de ikke har nogen som helst forbindelse til virkeligheden. Som Nell Rasmussen meget rammende sagde det på konferencen i Stockholm, så har debatten medført en  “videnstømning” på området. Når jeg ser tilbage, så er det den videnstømning, der har generet os, og som i sidste ende er grunden til, at SIO blev stiftet. Vi var nødt til at gøre noget.

Lad mig blive konkret og nævne nogle eksempler på videnstømningen.

Som I måske ved, har SIO protesteret mod Servciestyrelsen kampagne – hvem betaler prisen.  Her er et udsagn fra kampagnens hjemmeside,

“næsten alle prostituerede drømmer om at stoppe”

I Servicestyrelsens egen undersøgelse om sexarbejdere på massageklinikker fra 2004 kan man læse, at 34 procent ikke overvejer at stoppe. 13 procent gør det i ringe grad, og 12 procent gør det i nogen grad. Det svarer vel meget godt til det, man også ville finde i andre brancher, hvis man spurgte. Alligevel siger Servicestyrelsen i sin kampagne, at næsten alle helst vil holde op. Jeg er ked af at sige det – men i det her tilfælde går Servicerstyrelsen bevidst ud og fejlinformerer. Det går imod deres egen undersøgelse.

Her er et andet eksempel fra “Hvem betaler prisen”
Prostitution rammer de svageste i samfundet, da de fleste prostituerede har haft en hård barndom med vold, misbrug, seksuelle overgreb eller andre former for omsorgssvigt

Her hævder Servicestyrelsen, at de fleste sexarbejdere har været udsat for seksuelt misbrug eller andre former for omsorgssvigt i barndommen. Det er en påstand, man jævnligt hører i debatten. Men der er simpelthen intet belæg for den. Hvis der er 6000 sexarbejdere i Danmark, er det klart, at nogle af dem har haft en hård barndom, og det vil ofte være dem, som psykologer og socialarbejdere møder. Der er også en amerikansk undersøgelse, der tyder på, at det er mere almindeligt at sælge sex, når man har været udsat for misbrug i barndommen. Men der findes altså ingen undersøgelse, der viser, at sexarbejdere generelt skulle være ofre for omsorgssvigt i barndommen.

Et mere alvorligt eksempel fra den samme quiz er denne:.
Prisen for at være prostitueret er ofte angstanfald, depression, søvnbesvær og stress. Lidelser, som man også finder hos torturofre og soldater i krig – psykologer kalder det posttraumatisk stresssyndrom

Påstanden om, at sexarbejdere får granatchock, stammer fra en amerikansk gruppe af radikale feminister. Det er en påstand, som ingen seriøse forskere bringer videre. Servicestyrelsen har også tidligere advaret mod den, nemlig i redegørelsen om prostitution i Danmark fra 2004. Men fire år senere dukker den pludselig op som et faktum i et undervisningsmateriale, som Servicestyrelsen udgiver.

De næste to tilfælde af videnstømning stammer fra Socialdemokraterne. De udgav i 2005 pjecen “Til salg “, og jeg kender ikke til nogen anden udgivelse om sexarbejde, der indeholder så mange fejl og usandheder på så lidt plads.

Allerede de første linjer i pjecen fortæller, at antallet af sexarbejdere er eksploderet over de seneste 10-15 år, så der nu er mellem 4000 og 8000 sexarbejdere i Danmark. Det sidste tal har partiet vist selv fundet på – politiets skøn, som er højt, er 6000.

Men i begyndelsen af 90′erne talte Socialforskningsinstituttet, hvor mange sexarbejdere der var på arbejde på en almindelig hverdag. Det var mellem 1600 og 1900. Men heller ikke dengang var sexarbejderne på arbejde hver dag. Og de tal, vi hører i dag, er for alle sexarbejdere, uanset om de er på arbejde eller ej.

Jeg ville ikke have noget imod, hvis antallet af sexarbejdere var eksploderet. Så havde jeg været formand for fagforeningen i en branche i fremgang. Men sådan er det altså ikke. Eksplosionen er alene Socialdemokraternes egen opfindelse.

Længere nede i pjecen kan man læse, at 500.000 kvinder og børn hvert år sælges til prostitutionsmarkeder i Europa.

Kilden angives til at være International Oranization og Migration – IOM. I et såkaldt faktablad fra 2005 angiver de svenske myndigheder det samme tal med samme kilde. Også talrige andre danske og udenlandske kilder har nævner det. Der er bare et problem: Nemlig at IMO aldrig har sagt det. Det er simpelthen en myte, der kører rundt, og som ikke vil dø igen. Og det er altså en myte, som Socialdemokraterne har bragt til Danmark.

Et stort problem ved alle disse forkerte oplysninger er, at alle vi, der kender til sexarbejde fra vores hverdag, godt ved, at det er forkerte oplysninger.

Jeg tvivler ikke på, at Servicestyrelsen får point hos politikerne, der stort set alle synes at sexarbejde er noget skidt. Men hos os er det bare med til at gøre Servicestyrelsen utroværdig. Det skaber en kløft i samfundet. Hvis der er en dag kommer et forbud, vil det komme på baggrund af falske informationer, og dem, som forbuddet går ud over, vil vide det.  Politikerne – og Servicestyrelsen – bør sætte sig ned og tænke over den fulde konsekvens af denne realitet.

Et stykke hen ad vejen er videnstømningen sikkert velment. Javel, så er det en overdrivelse, at der er en halv million ofre for trafficking i Europa. Men hvis overdrivelsen er med til at sætte fokus på et alvorligt problem, er det så ikke bare godt?

Nej, det er det ikke. Når myten om den halve million ofre for menneskehandel ikke vil dø, så viser det, at dem, der bringer myten videre, ikke har gjort sig den umage at spørge IOM selv. Og IOM er altså den største autoritet på det her område.

Hvis de have spurgt IOM, havde de fået et andet billede af menneskehandel. Det er ikke bare det, at omfanget er langt mindre. Ordet menneskehandel dækker over forskellige former for udnyttelse af migranter.  Det forekommer i sexarbejde, men det forekommer også i andre brancher. Og når man kan udnytte migranterne, er det i langt de fleste tilfælde fordi de selv har et brændende ønske om at skabe sig et bedre liv.

Og det gælder også i sexarbejde. Langt de fleste er udmærket klar over, at de skal være sexarbejdere der, hvor de rejser hen. Men de er nødt til at komme uden om en lovgivning, der forhindrer dem i at rejse ind i et rigt land. Og som i mange tilfælde også lægger hindringer i vejen for deres sexarbejde. Så de er nødt til at købe sig hjælp, og det er der, de kan komme i klemme.

Det her fører mig frem til det sidste eksempel på videnstømning, jeg vil nævne. Det er fra programmet til den konference, vi er til nu. Når man kører musen hen over det billede, som illustrerer programmet, så kan man se, at det hedder “Kamp mod prostitution og menneskehandel”. I dag er der mange, der på den måde blander menneskehandel og sexarbejde. Men det kunne ikke være mere forkert.

Man kan ikke bekæmpe menneskehandel ved bekæmpe sexarbejde. Det giver bare endnu flere restriktioner, som gør bagmænd – og bagkvinder – endnu mere nødvendige. Men omvendt kan man altså  bekæmpe menneskehandel ved at give sexarbejdere flere rettigheder. Det vil gøre det nemmere for vores kolleger fra udlandet at handle på egen hånd, og det vil gøre det nemmere for dem at søge politiets og domstolenes beskyttelse, hvis der alligevel er nogle, der prøver at tjene penge på deres sårbarhed.

Det er en simpel sammenhæng, og den vil vi i SIO blive ved med at gøre politikerne opmærksomme på.  De er nødt til at forholde sig til konkret viden i stedet for agitation fra organisationer, der vil have et forbud. Og de er nødt til at indse, at de ikke kan bekæmpe sexarbejde og menneskehandel i samme omgang. De må vælge, om de vil bekæmpe sexarbejde  eller menneskehandel. Hvis de vælger det første, påtager de sig et tungt ansvar.

I SIO ser vi det i det hele taget som vores opgave at stoppe den videnstømning, som Nell Rasmussen talte om. Det er ikke nogen nem opgave. Det er stærke kræfter, der arbejder for en kriminalisering.

Men omvendt ved jeg, at der er mange, der arbejder for det samme som os. Ikke nødvendigvis på den måde, at de mener det samme som os sexarbejde. Men ligesom os ærgrer de sig over videnstømningen. På konferencen i Stockholm var det en stor glæde for mig at høre en lang række nordiske forskere, der havde sat sig ind i sexarbejde og menneskehandel, og som vidste, at det var to forskellige ting.

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sig det her. Men det var i Stockholm, i Sverige, at politikerne kunne lære noget om sexarbejde. Der blev det fremstillet på en måde, som jeg kunne genkende fra min hverdag.