Servicestyrelsen truede sexarbejdere med politianmeldelse

Servicestyrelsen truede sexarbejdere med politianmeldelse

Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) oplyser:

Sexarbejdernes Interesseorganisation har i dag rettet grafiske elementer med videre på hjemmesiden www.hvembetalerprisen1.dk, som vi lancerede mandag som en korrektion af Servicestyrelsen kampagnesite www.hvembetalerprisen.dk.

Ændringerne er sket som følge af, at Servicestyrelsen har meddelt SIO, at man fandt sammenfaldet af design er så stort, at der kan være tale om en krænkelse af lov om ophavsret. Derfor ville styrelsen politianmelde SIO, med mindre der var foretaget ændringer inden tirsdag kl. 16.

Servicestyrelsen har samtidig anmodet om, at et link til styrelsens prostitutionsenhed fjernes.

SIO finder det påfaldende, at Servicestyrelsen forholder sig til tekniske spørgsmål og til en konstatering af, hvem i styrelsen der beskæftiger sig med prostitution, i stedet for at forholde sig til den alvorlige kritik, vi har rejst af dem.

SIO erkender, at designet på www.hvembetalerprisen1.dk lå tæt op af designet på www.hvembetalerprisen.dk. Det var tilsigtet og fremgik også af teksten. Men det er vores opfattelse, at vi som svag part i forhold til en magtfuld statslig institution har en udvidet ret til at bruge virkemidler, herunder satire, til at påpege de fejl fra Servicestyrelsens side, som går ud over vores medlemmer og andre sexarbejdere. Men vi har ikke resurser til at håndtere en retssag om dette emne.

Servicestyrelsen har i dag udsendt en pressemeddelelse, hvor man hævder at have “solid dokumentation” for postulaterne i kampagnen “Hvem Betaler Prisen”. SIO har aldrig sået tvivl om, at medarbejdere i styrelsen har læst i de pågældende værker, som man nævner som kildemateriale. Derimod har vi kritiseret anvendelsen af værkerne for at være uvidenskabelig og tendensiøs. Vi fastholder, at Servicestyrelsen intet som helst belæg har for de centrale påstande i kampagnen. Vi vil som nævnt ved lanceringen af www.hvembetalerprisen1.dk gå videre med denne sag.

Se også SIO’s brev til Karen Jespersen, hvor vi opfordrede hende til at dokumentere en række konkrete påstande i Servicestyrelsens kampagne. Ministeren har ikke været i stand til dette, men hun har heller ikke fulgt vores opfordring til så at lukke kampagnen.

Reklamer